Skærtoft Mølle er et familiedrevet økologisk landbrug og mølleri med stærke rødder i det sønderjyske. Bag møllen står familien Jørgen Bonde og Hanne Risgaard, og deres datter, Marie-Louise, som er 5. generation på Skærtoft.
De er på Skærtoft fælles om den vision, at melet, perlerne, kerner og de valsede gryn fra møllen skal være af højeste kvalitet både sundhedsmæssigt og gastronomisk. Den kvalitet starter på Skærtofts økologiske marker, som hvert år tilsås med de bedste sorter af rug, hvede, spelt, ølandshvede og byg.
I mølleriet formaler de altid på stenkværn og kun på bestilling. Det sikrer, at produkterne er helt friske, når de sendes fra Skærtoft. På den måde bevares næringsstofferne – vitaminer, mineraler og enzymer - bedst og længst muligt i hele deres sortiment.
|